“Jeg må bare skrive en bog!” Tænker du sådan, er du ikke alene. På en gennemsnitlig dag går tusindvis af danskere rundt med intentionen om at føre en bogidé ud i livet.
Men langt fra alle gør idéen til virkelighed. Her får du konkrete råd til, hvordan du kan skrive en bog – hvad enten du drømmer om at udgive den selv eller i samarbejde med professionelle fra bogbranchen.
Og så får du også tips til, hvordan du rent faktisk kan få den udgivet.
Stil dig selv de her spørgsmål, i god tid før du sætter dig til tastaturet, så du får styr på din motivation og retning fra begyndelsen:
Spørgsmålene er gode at reflektere over, uanset om du drømmer om at blive forfatter, om du vil skrive en enkelt fagbog for at brande dig som ekspert, eller du har lyst til at lave din egen bog til en lukket kreds eller særlig lejlighed.
Der findes ikke korrekte eller forkerte svar. Blot er det vigtigt, at du selv er bevidst om, hvor du vil hen med dit skriveprojekt.
Der er dem, som taler for at skrive meget intuitivt og ikke lægge sig fast på en struktur og et indhold, før fingrene rammer tastaturet. Det er én måde at gøre det på. Bestemt.
Men selv kan jeg bedst lide at arbejde struktureret, så det er den tilgang, jeg skriver om her. Derudover er der den forskel på fiktion og faglitteratur, at du ikke skriver frit fra fantasien, når resultatet skal være en fagbog.
“Jeg vil skrive en bog, men jeg ved ikke, hvordan jeg kommer i gang,” tænker du måske. Det kan jeg i så fald godt forstå. For at skrive en bog kræver meget mere end motivation.
Du skal have en plan, du kan arbejde ud fra, og som gør projektet overskueligt ved at dele det op i mindre bidder. Det er i hvert fald det, der virker for mig, når jeg skal skrive en bog.
Her er tre grundlæggende trin, der kan hjælpe dig i gang:
Jeg kan anbefale dig at læse min bog om at skrive bøger, hvor alle emnerne bliver taget under behandling. Eller deltage i en skriveworkshop, et onlinekursus eller en skrivegruppe, hvis du ved, at det passer dig at være en del af et forpligtende fællesskab.
Lær at skrive en bog ét trin ad gangen. Sådan undgår du bedst at køre sur i processen, som jeg oplever, at mange ender med at gøre. Du kan snuse til processen ved at starte med mit blogindlæg “Din første fagbog: Sådan forbereder du dig på at skrive manuskriptet”. Det indeholder de første trin af mange, der kan ende med din bogudgivelse.
Bare lige for at slå det fast: fagbøger kan være mange ting. Der kan være tale om praktiske guides, selvbiografiske fortællinger, populære fremstillinger af videnskabelige undersøgelser og så videre.
Hovedprincipperne for, hvordan du skriver en bog, er de samme, uanset hvad du skriver. Men der kan godt være forskelle på skriveprocesserne, alt efter hvilken type bog, du ønsker at skrive.
Eksempel: I hvor høj grad du kan skrive i et frit flow, kan afhænge af, hvad det er for en bog, du arbejder på. Det kan være afgørende, om du kan skrive ud fra din hukommelse og dine egne tolkninger – eller om du er nødt til hele tiden at genbesøge tredjeparters kilder for at sikre præcision og korrekte kildehenvisninger.
Er det sidste tilfældet, kan du være nødt til at skrive i et langsommere tempo og acceptere, at du må slå op i dine kilder undervejs for ikke at skrive dig ind på et vildspor. I sidste ende må du prøve dig frem og tro på processen.
Det allervigtigste, når du skal skrive en bog, er … at skrive!
Du skal finde en skriverutine, som du har overskud til at følge. Og når du har lavet en (midlertidig) kapitelstruktur, skal du så vidt muligt skrive frit inden for dens ramme – og uden at kritisere eller redigere din egen tekst i denne første skrivefase. Det er noget af det væsentligste, du kan gøre for at sikre din fremdrift.
Drømmer du om at skrive en fagbog inden for din niche? Så har du måske allerede organiseret meget af indholdet i dit hoved. Og du har måske også tænkt din bog ind i en sammenhæng, hvor den skal brande dig og din virksomhed og skaffe leads.
Men husk at fokusere på modtagerens behov, ikke afsenderens, hvis du vil skrive en læseværdig bog, der respekterer læsernes tid.
En fagbog skal typisk informere, men den skal også inspirere, hvis læseren skal føle sig kaldet til at omsætte informationerne til handling. Og i sidste ende skal din bog gerne være noget, du kan være stolt af, ikke bare et hastigt udviklet visitkort eller en gimmick.
Hurtige tips til dig, der vil skrive en fagbog:
En af de bedste måder, hvorpå du kan gøre din bog personlig og skabe en følelse af identifikation hos dine læsere, kan være at skrive ud fra egne erfaringer.
Det vil selvfølgelig ikke altid være relevant eller passende. Men hvis det er, kan det altså fungere godt i relation til læserne.
Den, der læser bogen, skal gerne kunne mærke, at budskaberne er vigtige for dig. Det skaber tillid og engagement.
Som aspirerende forfatter tænker du måske: “Hvem interesserer sig for mit leverpostejsliv?” Men husk: det genkendelige kan gøre en bog relaterbar, og det kan være dine oplevelser i en professionel sammenhæng, du deler i din bog – som cases eller en rød tråd igennem manuskriptet.
Når du har skrevet dit manuskript, skal det ud at have et liv hos læserne. Det kræver i første omgang, at du får det udgivet. Og med udgivet forstås her, at den fysiske bog og eventuelt e-bogen og lydbogen bliver gjort tilgængelige for markedet og offentligheden.
Vil du være selvudgiver, er det dit ansvar, at din bog får en professionel udgivelse. Boghandlerne skal nemt kunne bestille den hjem, og den skal også gøres tilgængelig for kunderne gennem onlineforhandlere som Saxo og Bog & Idé, via Bogportalen. Måske skal den ligeledes kunne tilgås via streamingudbyderne.
Helst skal ingen få den tanke, at det må være en selvudgivelse, fordi forsiden er af ringe kvalitet, der er stavefejl eller lignende. Det ville være ærgerligt, når nu du har brugt tiden på at skrive en ellers god bog.
Hvor meget du skal dykke ned i det praktiske kommer an på, hvordan du vil udgive din bog – og dermed hvor meget af ansvaret for udgivelsen du påtager dig.
Der er efterhånden rigtig mange muligheder for at udgive en bog, men for nemheds skyld kan de rimeligvis opdeles som følger:
Der er mange forhold, du skal være opmærksom på, inden du beslutter dig for, hvilken udgivelsesform du satser på.
De primære forskelle på udgivelsesformerne kommer jeg ind på i “Styrk dit brand – Skriv en bog”. Men du kan også læse om dem i Bogbrancheguiden, hvor der gås godt i dybden med emnet.
At skrive og udgive bøger er én ting – at få dem ud i hænderne på de rigtige læsere er en anden. Det kræver en stor indsats, og du må forberede dig på selv at involvere dig meget i promoveringen af din bog, uanset hvordan den bliver udgivet.
Du vil typisk komme til at omtale din bog på sociale medier, være vært for din bogreception, stille dig til rådighed for pressen samt deltage i bogmesser og andre events, når bogen skal have et liv på et meget konkurrencepræget marked.
Men det er også klart i din egen interesse, at bogen får så megen opmærksomhed som muligt – og i den proces spiller din egen branding og synlighed en stor rolle.
Hvis du ikke er blevet afskrækket, og hvis du stadig tænker “jeg vil gerne skrive en bog”, er der ikke så meget andet at gøre end at komme i gang – og hellere før end siden. Ellers går tiden, og så får du det måske aldrig gjort; ligesom så mange andre.
Det her kan du gøre lige nu:
At skrive en udgivelsesværdig bog er ikke kun for professionelle forfattere. Det er for alle, der har væsentlige budskaber på hjerte, og som enten selv kan skrive professionelt eller købe sig til den nødvendige hjælp.
Uanset om du vil skrive en bred fagbog, lave din egen bog til firmaets nytårskur eller organisere dine tanker i bogform for din egen skyld, så gælder de samme råd:
Begynd med at skrive fra nu af, medmindre du har gode grunde til først at begynde senere.
Læg en plan, som gør, at du kan overskue dit bogprojekt lige fra første bogstav, til bogen er udgivet.
Skriv, skriv, skriv.
Vil du have en god støtte? Så læs min bog, “Styrk dit brand – Skriv en bog”, som både lærer dig at skrive, udgive og brande dig med en fagbog – og også henviser til andre ressourcer.
…………………………………………
Har du spørgsmål til, hvordan du kommer i gang med at skrive en bog? Eller vil du gerne vide mere om udgivelse? Læs “Styrk dit brand – Skriv en bog”, og bliv godt klædt på til at føre dit eget bogprojekt ud i livet.
Du kan også læse et uddrag af bogen her på bloggen.